Om rampris.dk

En prisoversigt over RAM til danske forbrugere, sorteret efter det tal der afgør hvad du reelt får for pengene: prisen per gigabyte.

Hvem står bag

Siden er lavet og drives af Mads Elkjær. Det er ikke et firma, og der er ingen redaktion — det er én person der syntes at det var for besværligt at sammenligne RAM på tværs af butikker, og som i forvejen havde bygget det samme for harddiske på hddpris.dk.

Spørgsmål, fejl i data eller en butik der burde være med: mads@enmadsesoftware.dk.

Hvor kommer tallene fra

Priserne hentes automatisk én gang i døgnet fra webshoppenes egne produktfeeds.

Specifikationerne — DDR-generation, hastighed, CL, ECC, buffering, formfaktor — står sjældent som pæne felter i et feed. De læses ud af produktnavnet og butikkens beskrivelse, og det går ikke altid godt. Når en oplysning ikke kan læses, står der „Ukendt“ i stedet for et gæt, og filtrene har et Ukendt-valg så du kan se hvad der mangler i stedet for at det bliver skjult for dig. Kontrollér altid specifikationerne hos butikken før du køber.

Hvordan kr/GB regnes ud

Prisen divideret med den samlede mængde hukommelse i pakken. Et kit på 2×16 GB til 1.300 kr. er 32 GB til 40,6 kr./GB — ikke 16 GB til 81. Det er den eneste opgørelse hvor et enkelt 32 GB-modul og et 2×16-kit kan sammenlignes ærligt.

Tallet kan kun sammenlignes inden for samme DDR-generation. DDR5 koster mere per gigabyte end DDR4 og er ikke dårligere værdi af den grund — det er et andet produkt til et andet bundkort. Derfor er DDR-filteret det første på siden.

Kolonnen „ns“

Hastighed i MHz og CAS latency (CL) betyder ikke noget hver for sig. Sammen giver de den reelle forsinkelse: CL × 2000 ÷ MHz, målt i nanosekunder. Et DDR4-3200 CL16-kit og et DDR5-6000 CL30-kit lander begge på 10,0 ns, selvom det ene tal på æsken er dobbelt så stort som det andet. Kolonnen er sorterbar, og lavere er hurtigere.

Hvordan siden tjener penge

Alle „Køb“-links er affiliate-links. Klikker du videre og handler, får siden en kommission fra butikken. Det koster dig ikke noget ekstra, og — det vigtige — det påvirker ikke rækkefølgen. Tabellen sorteres udelukkende efter de tal der står i den, og der er ingen betalte placeringer, ingen fremhævede butikker og ingen annoncer.

rampris.dk sælger ikke selv hardware og har ingen lager, ingen leveringstider og ingen returret at forholde sig til. Alt det er mellem dig og butikken.